Lone Balling Hansen tog for fire år siden springet og blev selvstændig pensionsmægler hos Ensure. For hende handler jobbet ikke alene om at skrue den rette pensionspakke sammen til kunderne, men lige så meget om at gøre pension let at forstå.
Lone Balling Hansen har aldrig været bange for udfordringer. Som tidligere danmarksmester i maraton og i dag ultraløber med distancer på 60 km eller mere, er hun vant til at tænke langsigtet og bevare fokus. De samme egenskaber kombinerer hun med sin flair for tydelig kommunikation i sit arbejde som selvstændig pensionsmægler, hvor hun ikke blot rådgiver virksomheder om at finde den rette pensionsordning, men også hjælper deres medarbejdere med at forstå deres opsparing og forsikringer.
“Jeg oplever tit, at både virksomheder og deres medarbejdere synes, at pensionsordninger er både kedelige og vanskelige at forstå. Men for mig handler det om at formidle det på en forståelig måde, og det er det, jeg hjælper med og er god til. Det betyder i sidste ende, at folk ikke oplever pensionsordninger som noget tungt og skræmmende at kigge på,” siger Lone Balling Hansen.
Fra bank til pensionsmægler
Lone Balling Hansen er oprindeligt bankuddannet og har tidligere arbejdet i både bank- og pensionsverdenen. I dag er hun pensionsmægler hos Ensure, hvor hun er selvstændig og henter egne kunder, samtidig med at hun arbejder under Ensures setup og værktøjer og trækker på virksomhedens specialister. For hende har skiftet betydet større frihed – men også større ansvar.
“Jeg er min egen chef. Jeg bestemmer selv, hvordan min dag skal se ud, hvornår jeg vil arbejde, og hvilke kunder jeg vil fokusere på. Den frihed betyder meget for mig,” siger hun.
Samtidig oplever hun en klar faglig gevinst og glæde ved mæglerrollen:
“Det store plus er uvildigheden. Jeg har ikke kun ét produkt på hylden, men kan se på tværs og vælge det, der giver bedst mening for virksomheden og medarbejderne. Det giver et mere objektivt blik, og det synes jeg er enormt tilfredsstillende.”
Hjælper både direktøren og medarbejderen
Lones kunder spænder bredt. Hun rådgiver alt fra enkeltmandsvirksomheder til virksomheder med over 100 ansatte. Her samarbejder hun med ledelsen om at få struktur på virksomhedernes pensionsløsning og sikre, at deres aftale er konkurrencedygtig og passer til medarbejderne.
“Jeg har et stort ansvar både i forhold til ledelsen og den enkelte, og det er noget af det, jeg godt kan lide ved jobbet. Jeg sidder ikke kun med strategi på direktionsgangen, men også med mennesker, der har brug for hjælp til at forstå deres egen aftale og sikre deres fremtid,” siger hun.
Det er netop i mødet med mennesker, at Lones vigtigste styrke, ifølge hende selv, ligger:
“Du kan have al mulig faglig viden, men hvis du ikke kan formidle det, drukner folk i det. Pension er for mange et tungt emne, og nogle synes også, at det er lidt pinligt at sige højt, at de ikke har styr på det. Derfor handler det meget om empati, tillid og om at forklare tingene i et sprog, som folk kan forstå.”
Når lettelsen kan mærkes
Noget af det mest meningsfulde ved jobbet er ifølge Lone, når hun kan mærke kundernes lettelse. Det kan være en virksomhed, der endelig får styr på en pensionsaftale, som længe har haltet. Eller en medarbejder, der går fra et møde med en oplevelse af, at det hele pludselig giver mening.
Hun oplever også situationer, hvor rådgivningens betydning bliver meget konkret. Som da en direktør ringede og takkede, fordi der var blevet udbetalt en halv million kroner fra en kritisk sygdomsforsikring, som Lone tidligere havde anbefalet.
“Det er jo ikke, fordi man ønsker, at forsikringerne skal komme til udbetaling. Men når alvoren rammer, og man kan se, at det faktisk gjorde en forskel, så mærker man virkelig, hvorfor arbejdet er vigtigt.”
Samtidig ligger der stor værdi i de mindre synlige forbedringer: lavere præmier, bedre dækninger eller en investeringsløsning, der passer bedre til den enkelte.
“Nogle gange ved kunderne måske ikke helt, hvor stor forskel det gør. Men jeg ved det. Og jeg går aldrig ind i en aftale, hvis jeg ikke synes, den giver mening for kunden.”
En hverdag med både løbesko og kundemøder
Hvis man forestiller sig, at hverdagen som pensionsmægler foregår stille og roligt bag et skrivebord, tager man fejl. Lone Balling Hansens dage er præget af stor variation. Hun starter ofte dagen med en løbetur, før hun kører ud til kundemøder eller arbejder hjemmefra.
Det kan være alt fra analysearbejde på en ny kunde og mails om sundhedsforsikringer til medarbejdersamtaler og møder ude i marken.
“Den ene dag er jeg ude ved en landmand, den næste dag sidder jeg med ledelsen i en større produktionsvirksomhed. Jeg plejer at sige, at jeg nogle gange har både flade sko og stiletter med i tasken, fordi det kommer helt an på, hvem jeg skal møde.”
Netop variationen er noget af det, hun holder mest af. Det samme gælder energien i at være tæt på kunderne og i hele tiden at skulle holde sig fagligt opdateret. Der stilles løbende krav til certificering og efteruddannelse, og markedet ændrer sig hele tiden.
“Jeg kan faktisk godt lide, at der stilles krav. Der sker hele tiden noget nyt, og det betyder, at man hele tiden skal have antennerne ude. Jeg falder i hvert fald ikke i søvn i det her fag.”
Frihed, fart og faglig stolthed
Selvom arbejdet kan være intenst, oplever Lone Balling Hansen, at det hænger godt sammen med hendes privatliv. Hun har mand og tre børn på 17, 21 og 23 år, er frivillig i den lokale idrætsforening og dyrker både løb og padel ved siden af arbejdet.
“Jeg har svært ved at forestille mig at gå tilbage til et klassisk 8-til-16-job. Jeg kan godt arbejde en aften, hvis det giver mening, for jeg ved også, at jeg har friheden til at holde fri på et andet tidspunkt. Både denne fleksibilitet og den faglige glæde ved de resultater, jeg opnår for kunderne, er grunden til, at jeg oplever jobbet som pensionsmægler som helt fantastisk.”
