Kristian Eg blev i en ung alder tiltrukket af forsikringsbranchens fokus på præstation og salg. Men efter 10 år i forsikringsselskab trak noget andet mere i ham: de langvarige og nære relationer til kunderne. Det førte til et vellykket skifte og en karriere som selvstændig forsikringsmægler.

For Kristian Eg lå jobbet som forsikringsmægler ikke lige til højrebenet. Det var snarere drømmen om en professionel fodboldkarriere, der fyldte i de unge år. Men da skader satte en stopper for drømmen, faldt valget på forsikringer. Han fik en elevplads i et forsikringsselskab og opdagede hurtigt, at branchen passede godt til hans temperament og konkurrenceinstinkt.

“I sportens verden er der fokus på struktur, flid og hele tiden at optimere sig. Det kunne jeg genkende i forsikringsbranchen, som er meget salgs- og præstationsbetonet. Og det tiltalte mig. Men gradvist fandt jeg ud af, at det egentlig ikke er salget i sig selv, der er mest spændende, men den gode rådgivning og kunderelationen,” fortæller Kristian.

Efter 10 år i forsikringsbranchen valgte han derfor som 30-årig at tage springet og blive forsikringsmægler. I dag er han selvstændig forsikringsmægler og franchisetager i Söderberg & Partners. Det var en stor beslutning at skifte fra et fast ansættelsesforhold til en mere selvstændig model, men for ham var det også en mulighed for at arbejde mere frit og mere i kundernes interesse.

“Som mægler repræsenterer jeg ikke ét selskab, men kunden. Jeg havde tidligere oplevet gode kunderelationer, som blev afbrudt, fordi der kom prisstigninger eller ændrede vilkår fra det selskab, jeg arbejdede i. Men som mægler kan man blive ved med at rådgive kunden og finde en ny løsning i stedet for bare at sige farvel.”

Et springbræt til egen virksomhed
Samtidig har skiftet til forsikringsmægler for Kristian også været et springbræt til en karriere som selvstændig. Han fortæller:

”At jeg er franchisetager betyder, at jeg i praksis driver min egen forretning under Söderberg & Partners’ setup. Det vil sige., jeg er selvstændig, men har samtidig adgang til stærke systemer, aftaler, firmaets specialister og et etableret samarbejde med forsikringsselskaberne. Det giver en god balance: friheden til selv at drive egen forretning – uden at skulle bygge alt op fra bunden.”

Grundig rådgivning gør en gigantisk forskel
I dag arbejder Kristian Eg med skadesforsikringer for virksomheder – blandt andet med at forsikre bygninger, biler og mod cyberkriminalitet. Hans kunder spænder bredt i størrelse og branche, og arbejdsdagen er en blanding af tid ved skrivebordet og besøg hos kunderne.

Der er udbud, forhandlinger, årlige gennemgange, skadesforløb og løbende rådgivning. Noget af det vigtigste foregår ofte i den daglige, rettidige omhu: i gennemgangen af vilkår, i spørgsmålene til kunden og i arbejdet med at få behov og vilkår på plads.

“Det er jo ikke nok bare at kigge på en police og se en sum og en selvrisiko. Det afgørende ligger i betingelserne og i, om kunden faktisk lever op til de krav, der følger med fra forsikringsselskabet. Det er dér, den rette rådgivning gør en gigantisk forskel.”

Det er også derfor, han beskriver mæglerrollen som langt mere end at købe forsikringer. Kunderne hyrer ham i praksis til at administrere deres forsikringsprogram fra A til Z.

“Jeg plejer at sige, at virksomheder outsourcer det til mig, fordi de ikke selv har tiden eller den specialviden, der skal til for at sidde med det i detaljer. Jeg sørger så for, at alt bliver korrekt og hensigtsmæssigt for kunden til punkt og prikke,” siger Kristian.

En god følelse at sikre kunderne
Noget af det, Kristian Eg er allermest glad for ved sit job, er, når den grundige rådgivning skaber håndgribelig værdi.

“Sidste år havde jeg en kunde, der blev ramt af en brand. Havde vi ikke fået beskrevet virksomheden ordentligt i forsikringsbetingelserne og hjulpet dem med at leve op til kravene fra forsikringsselskabet for at opnå dækning, kunne de i dag have stået et helt andet sted. Men fordi vi havde været grundige, fik de den dækning, de havde brug for. Det er en god følelse at sidde med bagefter.”

Han har også oplevet tilfælde, hvor den rette rådgivning og nedbringelse af kundens risici har ført til store besparelser for kunderne – i nogle tilfælde i millionklassen.

“Det sjove er at mærke, at man faktisk gør en forskel. Det kan måles i kroner og øre, men det kan også måles i den tryghed, det giver kunden, at der er styr på tingene, når en skade opstår.”

Man skal kunne lide at nørde
Selvom jobbet rummer meget kundekontakt, er det også et fag, der kræver høj faglighed. Ifølge Kristian skal man både være struktureret, nysgerrig og have lyst til at fordybe sig.

“Man skal kunne lide at gå ned i detaljen. Forsikringsvilkår er komplekse, og man skal have lyst til hele tiden at udvikle sig fagligt, fordi der hele tiden kommer nye produkter og behov.”

Han mener også, at der er mange veje ind i faget. Nogle starter direkte som elev i et mæglerfirma, mens andre – som ham selv – kommer fra et forsikringsselskab eller bankverdenen, hvorved man på forhånd kender til forsikring.

Frihed under ansvar
En anden vigtig del af arbejdslivet som mægler er friheden. Kristian og hans kone har to børn på 5 og 7 år, og selvom der er perioder med travlhed og spidsbelastning, oplever han, at jobbet passer godt til familielivet. Han arbejder hybridt med kontor på sin privatadresse og tid på Söderberg & Partners’ andre kontorer samt ude hos kunder i hele landet.

“Der er stor fleksibilitet i jobbet. Det kræver disciplin, men jeg kan tilrettelægge min dag, så den hænger sammen med familielivet, og det giver frihed under ansvar. Kombineret med den glæde, mit job giver mig, har jeg ikke fortrudt skiftet til forsikringsmægler i et eneste sekund, og jeg trives virkelig med det.”